Endnu en milepæl er nået |
Næstved Fjernvarme er fortsat i
gang med at udbygge ledningsnettet i Holsted Erhvervsområde, hvor bl.a. Næstved
Storcenter, Næstved Megacenter og Retail Park skal tilkobles fjernvarmenettet.
Projektet byder på vejkrydsninger i alle størrelser, men fælles for dem alle
er, at området er meget trafikeret, både med tung trafik som forsyner
erhvervsområdets butikker, samt meget almindelig trafik, som skal til Næstved
By, butikkerne i området – eller til områdets uddannelsesinstitutioner, såsom
ZBC.
For at dette kan lade sig gøre,
har krydsninger af henholdsvis Øverup Erhvervsvej og Køgevej været en
nødvendighed, som begge er store trafikale veje i området. Krydsningen af
Køgevej, hvor der kører mellem 10-12.000 køretøjer dagligt, var et arbejde som
var planlagt til udførsel i uge 43 og 44.
Arkil spærrede Køgevej mandag i
uge 43 og allerede onsdag eftermiddag var tværgravningen udført og de nye
fjernvarmerør var lagt i graven, svejst og muffet. Asfalteringen foregik
selvsamme dag – og torsdag formiddag blev Køgevej atter åbnet for trafik – mere
end 1 uge før planlagt!
Dette er et resultat af gode
omkørselsmuligheder, god planlægning af entreprenøren samt et godt samarbejde
med vejmyndigheden. Stor ros til alle involverede!
|